Så dukkede det nye Satyricon-album omsider op! Og det i selvsamme uge, hvor Kent (ex-Kong Kent) droppede en King Diamond-koncert (for at male lejlighed!), og hvor undertegnede samtidig så den danske metalkonge blive tiljublet af unge norske Dimmu Borgir T-shirt klædte fans på Rockefeller i Oslo. Derfor er det vel det passende at dette "Now, Diabolical" anmelder ex. er havnet i undertegnedes cd-afspiller? Det synes jeg ihvertfald.

Satyricon har længe hørt til på den sorte metals øverste trone, men i sandhed er Satyr Wongraven & co. meget mere end bare et "norsk black metal band". Jovist, det er de da langt henadvejen, men det geniale ved dette her band er, at det på en helt egen og afbalanceret vis får flettet lidt old skool-inspiration ind i dets tydelige, tørre og dunkelt-tunge ånds- og lydunivers.

Da åbningsriffsene fra "Now, Diabolical" første gang fyldte rummet, tænkte jeg prompte "Slaaaaayer!" Men bare sådan lige lidt, nok til man associeres altså, men derfra tilbage til den rene Satyricon-stemning, med de glidende hårde rytmer og Satyrs sejt hvæssende vokaler. Og indimellem bliver det så mere doomet, lettere goth-agtigt og endda med et diskret strejf af lidt tidlig 70'er Black Sabbath.

Og så spiller Satyricon bankende solidt gennem hele det tre kvarter-lange og massivt sammenhængende album, hvor højdepunkterne følger på stribe, kulmineret i den dramatiske underlægning i den ekstremt sublime afslutter "To The Mountains".

Jo, Satyricon er definitivt mere end blot de "black metal konger", som de ofte - og retteligt - benævnes som. Det her band rækker nemlig langt, langt videre og for min skyld kunne man sagtens kalde Satyricon for "heavy metal" eller "true metal" (hvis bandet nu skal genre-betitles!). Det er nemlig tungt, det er metal og det er nok så oprigtigt. Og jovist, sort er det skam osse.

Satyricon er et af scenens allersejeste metalbands... lige nu og temmeligt diabolske!