Dette er finnernes andet album med sanger Tomi Joutsen og bandets i alt 8. fuldlængder. Det gav bandet et tiltrængt og frisk pust, at få ham med i bandet på det forrige opus ”Eclipse”, der i høj grad henrykkede undertegnede.

Umiddelbart er ”Silent Waters” en videreførelse af ”Eclipse”, men det er som om, at det episke og atmosfæriske er prioriteret endnu højere end tidligere. Således må de tunge guitarer ofte vige pladsen for masser af melodi-stykker, der har taget afsæt i den mere traditionelle folkemusik, som Amorphis jo også allerede har flirtet med i mere end ti år.

Joutsens vokal er lige den vokal bandet har brug. Han growler, han synger råt og ondt, og så mestrer han endvidere en simpel, ren vokal, der passer fint til musikken, når denne er i det mest følsomme hjørne, men uden at han stjæler lydbilledet.

Albummet lægger overraskende hårdt ud med ”Weaving The Incantation”, efterfulgt af ”A Servant”, hvis bærende melodiguitar snildt kunne have fundet plads på ”Elegy”, bandets 3. album fra 1996. Derefter tager de mere monumentale sange over, herunder titelnummeret og den slæbende tunge, melodiske ”I of Crimson Blood”.

Efter den flotte (men lidt for lange) ballade i ”Her Alone” følger et helt akustisk nummer, der mest af alt lyder som noget, der skal synges på en irsk pub. Smag og behag, naturligvis, men undertegnede havde ikke savnet det, hvis det var blevet udeladt. Heldigvis gør det efterfølgende ”Shaman” skaden god igen, med et rocket, og iørefaldende nummer med pendanter til ”Far From the Sun” fra 2003.

Albummet rummer noget af det tungeste finnerne har skrevet i mange år, men samlet set var ”Eclipse” lige lidt tungere. Det der så i stedet er indsat, er raffineret elegance og mørk atmosfære.