For de fleste mennesker sker det med jævne mellemrum, at der under indflydelse af alkoholiske væsker dukker en fremragende idé op midt i tågerne – så fremragende, at det tangerer et mysterium, hvorfor ingen har haft samme tanke. Den slags idé, der fungerer fantastisk i et sløret sind, mens drikkedjævelen igen og igen forbedrer tanken og gør den mere tiltalende.

Og så vågner man dagen efter, med knaldende hovedpine, en øgle ved sin side, og Karnovs lovsamling tatoveret på lymfeknuden, og man undrer sig over, hvordan en rimeligt tåbelig ide kunne have uimodståelig tiltrækningskraft tidligere.

Musikalske tømmermænd
Mit gæt er, at tyske Van Canto har været igennem en lignende og stærkt berigende druktur, men desværre uden at vågne ædru fra rusen. De har nemlig begået intet mindre end tre a cappella metalplader, hvoraf ’Tribe of Force’ er den nyeste.

En plade i alt havde sådan set været mere end rigeligt, for det er ærligt talt noget af det mest idiotiske, denne anmelder nogensinde har lagt øre til – selv Red Warszawa bliver potentielle Nobelprismodtagere i sammenligning med dette.

Selvfølgelig kan det ikke sammenlignes med andet, fordi det er så specielt, og som en plade næsten udelukkende med sang (der er dog trommer på), er det fint håndværk.
Men som metaludgivelse er det grotesk uudholdeligt.

For mange ord og for lidt guitar
Godt nok, og heldigvis, er det som sagt veludført. Det er gode sangere, der er sikre og har overskud i stemmen, men uanset talentet kan ingen sanger altså få noget fornuftigt ud af at sige ”ran-danne-danne-de-dan-dan-dan”, hvilket i øvrigt er introen på covernummeret ’Master of Puppets’, som også skamrides. Og ingen kan gøre det i et helt nummer, eller en hel plade.

Men det bliver ved og ved og ved og ved – og ’ran-dikke-dan-dikke-dan-dikke-dan-dikke-dan!’ eller noget i den retning. Covernumre eller egenproduktioner, ballade eller powermetal gør ingen forskel. Hæsligt er kun et fattigt ord!

Hør hvordan Fear of the Dark blev lemlæstet tidligere i Van Cantos karriere.