Wow… her er tale om et album, der vokser efter første lyt, hvor interessen var til at overse. Men så træder den simple musik ud af sin monotone skygge og åbner op for storladen stemning og fantastisk fortællelyst.

Albummet er gennemvædet af irsk/keltisk stemning, men det er uden violiner og fløjter. Guitarerne gør det primære i underlaget, og især i sange, hvor der iblandes akustisk guitar indimellem de insisterende elektriske guitarer som ”Heathen Tribes”.

Af og til gives der los i stemning og ind træder nogle guitarriffs, der kan minde om black metal. Som i fx ”Traitors Gate”, der desværre ikke holder helt som de andre sange.

Forsanger Nemtheanga har en skrøbelig vokal, der alligevel klæder musikken flot. Han ligger ofte i blandingen mellem skønsang og rå råbe-vokal. Hans vibrato gør, at han af og til minder om en mandlig, simplere version af Annisette fra dansk rocks Savage Rose. Af og til kammer stemmen over og bliver falsk, men det er kortvarigt, og virker egentlig bare som en bevidst effekt.

Kald det pagan, kald det viking, kald det episk. Ja, kald det hvad-som-helst. Det er metal og det er Primordial.