Det er sjældent at jeg har forladt en koncert i så opløftet sindstilstand som efter Lamb of God, og det var der to gode grunde til:

For det første var der udsolgt i Store Vega hele tre uger før koncerten. Det kunne måske være en ligegyldighed for andre end koncertarrangøren, men det bør det ikke være i dette tilfælde, og det er ikke fordi det nødvendigvis bliver sjovere at være til fylde koncerter end halvtomme - de sidste kan såmænd sagtens gå an, hvis bandet kan sit kram.

Det positive ligger i, at så mange efterhånden har fået ørerne op for det formidable Lamb of God, og at det er så mange forskellige typer metalhoveder. Der var alt fra de helt unge og letpåvirkelige fans, den faste skare af ældre metallers der nikker til hinanden til de fleste metalshows og så var den store gruppe af heavyhoveder tilstede, der ikke gør så meget væsen af sig og som ikke nødvendigvis følger med i de sidste nye skrig. At disse tre grupper  tilsammen skabte en så fortættet stemning af metallisk glæde, er noget, man kun finder hos de største navne.

Den anden grund var selvfølgelig Lamb of God selv, der leverede en forrygende koncert, med det både nyt og gammelt. Virginiakvintetten spiller velsmurt, hurtigt, hårdt og præcist, og har på alle pladser musikere der går fra det glimrende til det fabelagtige – i den sidste kategori er det frontmand Randy Blythe og trommeurværket Chris Adler jeg tænker på.

Bandet spillede med en selvfølgelighed, der fik det fortvivlende svære til at se så legende let ud – og her tænker jeg både på selve det faktisk at spille de komplicerede riffs og rytmer, men sådan set også det at få så gode riffs til at virke som noget indlysende rigtigt, og derfor let af finde på. Det er en svær kunst.

Numrene var et velvalgt udsnit af bandets store bagkatalog, såsom 'Laid to Rest' og 'Walk With Me in Hell', samt det bedste af det nye, såsom 'In Your Words' og 'Broken Hands'. Numre der tilsammen meget godt viser bandets ståsted i firserthrashen og nullernes metalcore.

I en tid hvor der ved gud er meget musik der løber efter den ene eller den anden trend uden helt at forløse noget, er det bare fedt med noget der simpelthen er godt. At min sindstilstand i den grad blev løftet skyldes, at ikke nok med at Lamb of God i sig selv er et mægtigt metalband som selvfølgelig leverede til fulde, så har unge som gamle metalfans taget dem til sig, og det lover sundt og godt for fremtiden. En fremtid med ægte honest-to-god-heavy-fucking-metal.